Rejser til Mexico

Find kulturrejser, grupperejser, rundrejser og badeferie til Mexico.

Klik her

Fly til Mexico

Find de billigste flybilletter til Mexico. Vi søger på hele nettet!

Klik her

Hoteller i Mexico

Find hoteller i Mexico City, Oaxaca, San Cristobal, ved kysten og i hele Mexico.

Klik her

Artikler om Mexico

Se film fra Mexico City, Yucatan, Chiapas og Oaxaca og læs vores rejseguide til hele Mexico.

Klik her

Kunsthåndværker

Category: Oaxaca
Manufacturer: Oplevelser

Mexico ekspert Mikael WitteTekst og billeder af Mexicoekspert Mikael Witte

 

 

I delstaten Oaxaca findes mange landsbyer der har specialiseret sig i kunsthåndværk.

Det bygger på gammelt indiansk håndværk, men det blev også præget af spanierne og senere af kinesere og nordamerikanere.

Efter den mexicanske revolution blev indianernes håndværk nyvurderet: Nu var det ikke bare hverdagsting fra landsbyer – nu blev det ophøjet til rødder i den mexicanske identitet.

På samme tid opstod den første, moderne turiststrøm, og med den flød penge og begejstring for det farvestrålende.

Der er mange landsbyer der koncentrerer sig om et enkelt produkt.

Her vil jeg kun omtale en enkelt landsby og dens produkt: Alebrijes fra Arrazola.

Du skal køre ud til landsbyen Arrazola, der ligger 10 km uden for byen Oaxaca.

Vejen derud er smal og hullet, noget af den er asfalteret, men også dér er hullerne dybe og farlige når man kommer kørende.

Husene langs vejen ligger rodet, affald flyder, hunde og høns stiller sig gloende i vejen for trafikken, vejskiltningen er nærmest vildledende, men omsider når du frem til landsbyen hvor alebrijes af træ blev opfundet.

Alebrijes er træfigurer skåret af træ og bemalet med stor opfindsomhed. Noget træ inspirerer til muskelspændte ben, slæbende haler og strittende horn.

Mændene der skærer træfigurerne, der i størrelse kan variere fra 2 centimeter til 2 meter, sømmer gerne ekstra led på, spartler mellemrum og sliber sammenføjningen, så figuren på en måde virker naturlig. Selv om den helst skal fremstå unaturlig!

Alebrijes gengiver drømmesyn

Alebrijes gengiver drømmesyn og derfor kan dyreparken rumme dobbelthovede drager, påfugle med fræk hale, luntende bæltedyr i neonfarver, katte med en skudsikker pote på bolden, hulepindsvin med pigge så spidse som tandstikkere – for de er bemalede tandstikkere – samt nahuales som er dyrekroppe med menneskeansigter.

Sidstnævnte skyldes forestillinger om at alle mennesker har et åndeligt fællesskab med et bestemt dyr og at mennesket i ly af natten forvandler sig til dette dyr.

Oprindelig blev alebrijes ’opfundet’ af Pedro Linares López, der i Mexico City formede papmachefigurer.

Engang han var syg fik han i febervildelse nogle drømmesyn og efter det begyndte han at gengive drømmesynene i papmache.

Han kaldte sine figurer alebrijes.

En generation senere begyndte Manuel Jiménez Ramírez, en dreng i Arrazola, at bemale de træfigurer han som så mange drenge skar mens han vogtede får.

Han solgte sine figurer i Oaxaca, og siden er efterspørgslen efter alebrijes bare steget. De farverige figurer kaldes også animalitos, monos eller figuras.

 

Skære- og maleteknink i Oaxacaområdet

Almindeligvis køber familien copal-træ.

Derefter er det op til mænd og drenge med machete og lommekniv at skære figurer, sømme og lime lemmer på dem samt pudse dem med sandpapir.

Så maler kvinder og piger figurerne. Bemalingen holdes i krasse kulører der støder sammen og alligevel styrker hinanden. Store farveflader brydes af striber, streger og prikker.

Her bruges brede og fine pensler samt kanyler til prikker. Ved nærsyn afslører fladerne sig at være alt andet end flade, men detaljemættede rum.

Som var det et røntgenfoto kan kropsbemalingen afsløre hvad bæstet netop har ædt. Intet er hvad det ser ud til at være.

Træet er let, så det ikke tynger din bagage for meget.

Farverne er lysægte acryl. Og mange vinger, haler og pigge laves som løsdele, så dyret kan transporteres hjem uden at gå i stykker.

I Arrazola lever hundred træskærerfamilier. Selv om figurerne har fællestræk, så er der også store variationer.

På torvet er indrettet en kooperativ butik, hvor nogle familier sælger samlet for ikke at underbyde hinanden.
Interessant synes jeg det er at besøge et værksted, hvor man kan følge hele arbejdsprocessen.

Det kan du gøre på Sergio Santiago og Lucila Sosas familieværksted, der ligger i den stejle sidegade som du går op ad lige inden torvet.

Familien har modtaget Oro de Monte Alban, kunsthåndværkets guldmedalje for deres magiske træ.

Du kan også se hvordan alebrijes laves i landsbyerne San Martín Tilcajete og La Unión Tejalapan.

De fleste alebrijes sælges fra boder ved turisttrækplastrene, i kunsthåndværkbutikker i storbyer og mexicanske lufthavne.

I Oaxaca er der et stort kunsthåndværkermarked, Mercado de Artesanías, 4 husblokke syd for zocaloen hvor du bl.a. kan købe alebrijes.

Comments

Annonce