Rejser til Mexico

Find kulturrejser, grupperejser, rundrejser og badeferie til Mexico.

Klik her

Fly til Mexico

Find de billigste flybilletter til Mexico. Vi søger på hele nettet!

Klik her

Hoteller i Mexico

Find hoteller i Mexico City, Oaxaca, San Cristobal, ved kysten og i hele Mexico.

Klik her

Artikler om Mexico

Se film fra Mexico City, Yucatan, Chiapas og Oaxaca og læs vores rejseguide til hele Mexico.

Klik her

Historien: Den mexicanske revolution

Manufacturer: Fakta

Mexico ekspert Mikael WitteTekst og billeder af Mexicoekspert Mikael Witte

 

 

Francisco Madero var en liberal godsejer fra Nordmexico der i 1910 udfordrede Porfirio Diaz som præsident.

Han ville nok også have vundet valget hvis ikke han var blevet fængslet.

Så opfordrede han folket til at gå på barrikaderne og den opfordring greb mange.

Dermed havde revolutionen også fået mange hoveder, og den kom til at koste mange hoveder.

Effektiv stemmeret og ingen genvalg!

Madero kæmpede under parolen Effektiv stemmeret og ingen genvalg! 

Den lød velkendt, for den gamle diktator Diaz havde jo selv så tit argumenteret mod genvalg.

Syd for Mexico City havde Emiliano Zapata i nogen tid ledet de jordløses kamp med kravet Jord og Frihed!

Det støttede Pancho Villa i Nordmexico, og kravet vakte genklang hos mange jordløse, som besatte storgodser.

Porfirio Diaz flygtede og Madero blev udpeget som præsident. Imidlertid stod splittelsen mellem det liberale borgerskab og de fattige landarbejdere stadig skarpere.

Madero nærmede sig den flygtede Diaz’ konservative støtter, og denne imødekommenhed syntes de konservative skulle udnyttes: I samarbejde med USA's ambassadør Henry Lane Wilson væltede de præsident Madero i 1913, henrettede ham og erstattede ham med hærchefen, general Victoriano Huerta.

Borgerkrigen blev endnu mere blodig.

Emiliano Zapata og hans jordløse sloges fortsat for jord, samtidig med at hans tidligere allierede Pancho Villa i Nordmexico allierede sig sammen med de liberale Venustiano Carranza og Alvaro Obregón.

I 1914 måtte Huerta give op og trække sig fra præsidentembedet.

I oktober samme år afholdt Carranza en konference for borgerkrigens parter i et teater i Aguascaliente i Centralmexico, men modsætningerne var for store, hadet for hårdt og blodsudgydelserne fortsatte.

Parterne kunne kun enes om at være uenige. To måneder senere besatte Zapata og Villa med flere tusinde beredne mænd Mexico City – men selv om lederne spiste morgenmad sammen og prøvesad præsidentpaladsets stole, så kunne de ikke enes.

En måned efter forlod de byen igen.

Villa forsøgte at involvere USA

Obregon forfulgte Villa, slagtede mange af hans mænd og satte ham skakmat. Villa forsøgte at involvere USA i magtkampene i Mexico ved at angribe hen over grænsen, men det førte blot til at nordamerikanerne jagtede ham i et år. Så trak Villa sig ud af revolutionen.

I 1917 udformede Carranza en ny grundlov der bl.a. sikrede retten til 8 timers arbejdsdag, lige løn for lige arbejde, retten til at strejke og minimumslønninger.

Grundloven skulle føre til en jordreform, og dens paragraf 27 lød: Den mexicanske nation er retmæssig ejer af jorden.

Nationen alene har ejendomsretten til vandkraften og undergrunden, der aldrig kan afhændes. Staten udstyres med magt til at ekspropriere.

 

Privatejendommen er underlagt det offentliges velfærd, alle okkupationer af ejidos siden Lerdo-lovens dage skal annuleres, og hvis dette ikke dækker landsbyernes behov, skal resten fremskaffes ved ekspropriation.

Ejidos skal i al fremtid være uafhændelige og være landsbyernes fællesejendom.

Ejido var indianernes oprindelige kollektive ejendomsret.

De spanske erobrere havde stjålet store landområder fra indianerne, som havde ejet og dyrket den kollektivt.

Også kirken havde taget meget af indianernes jord. Sådan var godserne opstået, hvor indianerne blev sat til at knokle i århundreder.

Lerdo-loven, opkaldt efter Miguel Lerdo, blev vedtaget i 1857 som del af lovreformen der skulle knække kirkens magt.

Kirken skulle aflevere sine jorder – det var halvdelen af Mexico. Men da lovgiverne selv var katolikker ville de ikke have at det så ud som om det kun var kirken de gik efter.

Derfor hævdede de at loven galt alt fælleseje. Dermed fik loven også betydning for de endnu eksisterende ejidoer.

Under præsident Benito Juarez blev der ikke grebet ind overfor ejidoer, men under Porfirio Díaz blev mange opløst.

Grundloven af 1917 skulle altså rette op på de overgreb der hidtil havde været lovlige.

Den skulle begrænse den private ejendomsret for at beskytte samfundets interesser. På papiret var det en imponerende grundlov.

De fattige jordløse

Men i Sydmexico mente de fattige jordløse ikke det var tilstrækkeligt med en flot formuleret grundlov, så de fortsatte med at besætte godser og forlange reformer.

I 1919 inviterede en af Carranzas officerer Zapata til møde – og skød ham.

Obregon mente at Carranza intet gjorde for at føre grundloven ud i livet, og så tvang han ham fra præsidentembedet. Da Carranza i 1920 flygtede blev han skudt af en af livvagterne.

Villa faldt i et bagholdsangreb i 1923.

Mexico genopbygges efter revolutionen

Præsident Obregon fik ansvaret for et udpint land, hærget af konflikter og martret af revolutionen.

På 10 år havde 1 million mennesker mistet livet på grund af borgerkrig, sult og elendighed – det var 10 % af Mexicos befolkning.

En af måderne at samle landet på var i 1921 at fejre hundred årsdagen for Mexicos uafhængighed af Spanien.

Undervisningsminister José Vasconcellos gjorde det ved nærmest at proklamere en kulturrevolution: Mexico skulle hente ny kraft i landets indianske hverdag.

Indianernes kunsthåndværk blev ophøjet til noget særligt og tidens berømte kunstnere byttede deres lærreder ud med mure: Nu skulle der males stort, politisk og engageret.

Mexico var for alvor ved at forandre sig – i al fald i hovedstaden. Landreformen lod stadig vente på sig.

1924-1928 var Plutarco Elías Calles præsident og der blev bygget masser af skoler og en del land blev givet til de jordløse.

Sidst i hans præsidentperiode blev Obregon genvalgt som præsident, men han blev skudt af en kristen fundamentalist.

Beslaglæggelsen af den katolske kirkes jorder, lukningen af kristne folkeskoler og forbuddet mod kirkelige aktiviteter uden for kirkerne havde udløst et nyt oprør, Cristeros-oprøret. I 1926-29 myrdede kristne og blev myrdet.

De katolske oprørere kaldte sig Kristi Riddere og de forstod at opildne fattige bønder. I 1931 blev de bevæbnede katolikker brutalt og definitivt slået ned. Flere af de kristne krigere blev senere ophøjet til martyrer og saligkåret af paven.

I dag er kirke og stat adskilt i Mexico

I 1929 blev PNR, Det Nationale Revolutionsparti, stiftet af dem der sad på den politiske magt. Partiet skiftede navn til PRM, Det Mexicanske Revolutionsparti, og efter Anden Verdenskrig til PRI, Det Institutionelle Revolutionsparti.

Frem til 2000, altså i 71 år, kontrollerede partiet under forskellige navne og med forskellige ledere præsidentembedet.

Partiets inderkreds bestemte hvem der skulle være den næste præsident, hvem der skulle have magt og hvordan der skulle styres.

Fra at have været et socialistisk parti blev det et stadig mere konservativt parti, der ikke havde andet mål end at holde sig ved magten. Korruption var det gennemgående bindemiddel.

I 1934 blev Lázaro Cárdenas næste præsident. Han satte skub i jordreformen så dobbelt så meget jord som hidtil blev givet til jordløse.

Det skete først og fremmest gennem reetablering af ejidoer, altså landsbyernes kollektive jordfællesskaber.

Den ejendomsform hindrede spekulation i jord og udelukkede at fattige lod sig friste til at afhænde jorden.

Nærmest en tredjedel af befolkningen havde nu fået adgang til jord at dyrke.

Mange udenlandske olieselskaber pumpede olie op i Mexico. Industrien forlangte energi, så Cárdenas besluttede at nationalisere olien for at sikre Mexico større indtægter.

Olieselskaberne rasede, men de fik lovet fuld kompensation. På deres selvangivelser havde de jo oplyst værdien af deres oliefund!

Da de hørte regeringens tilbud protesterede de rasende: Deres olie var langt mere værd end de havde oplyst. Men deres svindel udløst mest hån og regeringen nationaliserede olieselskaberne.

Det er fortsat det nationale olieselskab PEMEX der står for oliesøgning, -bearbejdelse og -salg.

Mange udenlandske virksomheder trak deres investeringer ud af Mexico.

Cárdenas støttede samlingen af fagbevægelsen og national mexicansk industrialisering. Landet var dog fortsat meget underudviklet sammenlignet med naboen mod nord, USA.

Mexico efter Anden Verdenskrig

Selv om Mexico stadig var et landbrugsland, så blev landbruget nedprioriteret.

Mexicos befolkning voksede og en stadig større del af befolkningen vandrede mod byerne med håb om at få del i opsvinget.

Industrialiseringen fortsatte, veje blev bygget, vandkraft udnyttet og kunstvandingsanlæg blev anlagt. Alt krævede energi og PEMEX voksede.

PRI omfattede de fleste magtgrupper i samfundet, både arbejdsgivere og fagforeninger var repræsenteret, så de vigtigste beslutninger blev taget i partiledelsen – ikke i parlamentet, hvor andre partier kunne tage ordet om det der allerede var bestemt.

PRI blev stadig mere konservativt og korruptionen voksede.

Omkring 1960 oplevede Mexico et økonomisk opsving som følge af en stigende eksport og voksende indtægter fra turismen.

Acapulco var blevet hotspot for Hollywoodstjerner – og et millionpublikum drømte om Mexico.

Atter blev jord delt ud til jordløse og der skete sociale forbedringer. Man talte om det mexicanske mirakel på grund af den økonomiske vækst.

Men småbønderne forblev fattige, mens industrilandbruget i Nordmexico og industrien i byerne nød miraklet.

I Mexico demonstrerede studenterne mod Vietnamkrigen

I 1968 var studenter verden over på barrikaderne. Også i Mexico demonstrerede studenterne mod Vietnamkrigen, mod de sociale uligheder på landet og mod politiets overgreb.

Studenterne troede at de kunne tale til hele verden, for alverden havde sendt journalister og fotografer i anledning af åbningen af de Olympiske Lege.

På Tlatelolcoen, De tre Kulturers Plads i Mexico City, samledes studenterne 2. oktober til demonstration, men der var også mange betjente og soldater, for studenternes demonstrationer måtte endelige ikke ødelægge det skønne billede af Mexico, havde regeringen bestemt.

På et tidspunkt blev det første skud løsnet og så faldt de næste mange. I andre lande havde politiet brugt tåregas mod studenteroprør, her skød man med skarpt. 500 studenter forsvandt.

Deres familier kunne ikke engang få udleveret deres lig. Vreden mod præsident Díaz Ordaz voksede, men udenlandske journalister ville hellere skrive om atletik og konkurrencer end om krænkelser af menneskerettigheder.

I 1970 blev Luis Echeverría ny præsident og han indrømmede fejl, urimeligheder og uligheder under sin forgænger, hvor han selv havde siddet som indenrigsminister.

Hans kritik udviklede sig til noget af en mexicansk specialitet: Man kritiserer ikke en siddende præsident, men når denne er trådt tilbage, så vælter kritikken frem blandt de nye magthavere, som jo er kommet til magten takket være hjælp fra forgængeren.

José López Portillo var efterfølgeren som oplevede at prisen på olie sprang i vejret.

Der blev solgt masser af olie og mens olien fossede ud af hanerne strømmede pengene ind.

Overklassen fik meget og de fattige lidt. Mexico lånte endnu flere penge, for fremtiden tegnede til at blive strålende: Stadig mere olie blev pumpet op.

Men i 1981 dykkede oliepriserne og Mexico kunne ikke betale sine regninger.

Overklassen sendte i hast masser af penge ud af landet før pesoen blev devalueret. Regeringen nationaliserede bankerne for at klare krisen.

Mexicos udløste en international krise – og i Mexico var det svært at følge med prisudviklingen, for priserne steg bestandigt, men det gjorde lønningerne ikke.

Ny præsident (1982-88) blev Miguel de la Madrid, og Verdensbanken bestemte at han skulle skære ind til benet – nyliberalismen hed den nye medicin.

Den ramte ikke bare de fattige men også den begrænsede mellemklasse.

I september 1985 blev Mexico rystet af et voldsomt jordskælv som kostede 10.000 mennesker livet og væltede højhuse i Mexico City; husene var elendigt konstrueret, og det kunne ses da de lå ned.

Mexicos korruption

Igen var korruption en vigtig forklaring på ødelæggelsernes voldsomhed og den langsommelighed der prægede hjælpearbejdet.

I forsommeren 1986 var Mexico vært for VM i fodbold. Danskerne skrålede Halli-Hallo, vi vinder i Mexico!

Præsidenten skulle åbne mesterskaberne på Azteca-stadion i Mexico City og blev nærmest piftet af banen.

Raseriet blandt de 120.000 tilskuere var enormt – og det skyldtes ikke fodbolden.

Sommeren 1988 skulle der vælges ny præsident. PRI stillede med Carlos Salinas de Gortari, mens oppositionen stillede med Cauhtémoc Cárdenas, der havde været medlem af PRI men nu stillede op for en venstrefløjskoalition og for øvrigt var søn af Lázaro Cárdenas, der havde været præsident i trediverne.

PRI genvalgt præsidentposten med 50 % af de afgivne stemmer, og det var rekordlavt.

Der var også en rekordlav stemmedeltagelse. Mange iagttagere mente at PRI havde svindlet; stemmesedler og andet fra valget forsvandt bare.

I 1991 fik PRI flertal i Deputeretkammeret og ændrede grundloven.

Bønder der arbejdede på statslige jorde fik mulighed for privat ejendomsret til disse.

Det var et totalt opgør med ejido-systemet - den kollektive ejendomsret til jorden, som var sikret af den mexicanske revolution og beskyttet i grundloven fra 1917. PRI ville opnå en større mexicansk landbrugsproduktion for at mindske importen af fødevarer.

NAFTA og zapatisterne i Sydmexico

Salinas fortsatte med de neoliberale privatiseringer af statslige virksomheder. Profit var afgørende – og det uanset konsekvenserne.

Salinas store plan var at binde Mexico tættere til USA og Canada. De tre lande skulle indgå i et fællesmarked, NAFTA, som skulle træde i kraft 1. januar 1994.

Kritikere mente at NAFTA yderligere ville forringe levevilkårene for de fattige.

Modstanden blev tydeligst i Sydmexico, økonomisk set den fattigste del af landet.

Bevæbnede indianere med elefanthuer, maskinpistoler og walki-talkier besatte fem byer ved årsskiftet 1994.

De besatte byer var Margaritas, Altamirano, Rancho Nuevo, Comitan, Ocosingo, San Cristobal. Hvis man tog byernes forbogstaver, så dannede de navnet Marcos.

Det var navnet på den ikke-indianske-oprørsleder, den piberygende, der med et blev verdensberømt.

Organisationen kaldte sig EZLN, Den Zapatistiske Nationale Befrielseshær, og henviste altså til revolutionslederen Emiliano Zapata.

Subcommandante Marcos

Subcommandante Marcos havde slået til mens politikere og generaler nytårsfestede.

Præsidenten blev øjeblikkelig informeret, men han kunne intet stille op.

Kort efter besøgte udenlandske journalister og berømtheder de besatte byer, og små videokameraer og det endnu nye internet blev en vigtig del af informationspredningen.

Kampene mellem guerilla og soldater kostede 145 døde ved Ocosingo; i alt menes kampene at have kostet 1000 mennesker livet.

Efter 12 dages kampe aftalte man våbenhvile og herefter fulgte en periode med lavintensitetskrig.

Efter ulige forhandlinger nedlagde guerillaen våbene. Subcommandante Marcos skiftede navn til Delegado Cero og i spidsen for en lastbilkaravane turede han i 2006 gennem Mexico.
Der rapporteredes dog fortsat kritisk om menneskerettighedssituationen.

Magtkampe i PRI

Nyt præsidentvalg skulle holdes i 1994, og PRI havde opstillet Luis Donaldo Colosio. Men inden han nåede at blive valgt blev han skudt - tilsyneladende var hans egne livvagter indblandet.

Der blev snakket meget om korruption. PRI opstillede istedet Ernesto Zedillo, og ved valget fik han 49% af stemmerne - iflg. de officielle opgørelser. Oppositionen beskyldte regeringen for valgsvindel.

I september 1994 blev PRI's generalsekretær, José Francisco Ruiz Massieu myrdet. I november trådte hans bror tilbage som statsanklager og beskyldte funktionærer i partiet for at lægge hindringer i vejen for efterforskningen af mordet.

Derefter søgte han asyl i USA; Mexico begærede ham udleveret, så han ikke kunne hindre efterforskningen af mordet.

Raúl Salinas de Gortari, præsidentens bror og tidligere justitsminister, blev arresteret for at stå bag mordet på Ruiz Massieu.

Hans kone blev arresteret i Schweiz, da hun med falske papirer forsøgte at overføre større midler til sin mands konto.

De stammede tilsyneladende fra hvidvaskningen af narkodollars. Ekspræsident Salinas erklærede, at han var irriteret over sin brors berigelseskriminalitet.

 

Selv blev han sigtet for samarbejde med narkokarteller og for ulovlig berigelse. Det fik ham til at forlade Mexico.

I de første måneder efter NAFTA var trådt i kraft steg Mexicos handel med USA.

Mexicos eksport til USA steg voldsomt og Mexicos import betydeligt.

Men de mindre mexicanske virksomheder fik ikke meget ud af udviklingen. Omkring 10 millioner mexicanere var arbejdsløse.

Men elleve måneder efter NAFTAs ikraftræden måtte Mexico devaluere sin valuta med 15 % fordi Salinas økonomiske politik havde været en oppustet boble.

Kort efter Zedillo var trådt til som præsident styrtdykkede pesoen. Store kapitalejere forsøgte hurtigt at flytte deres kapital til udlandet.

Pesoen faldt 42% overfor dollaren og det mexicanske aktiemarked brød sammen. Det var anden gang bunden gik ud af den mexicanske peso på 12 år. Den internationale Valutafond lånte Mexico mange penge.

Hjælpen gav en ordentlig nedtur for mexicanerne og arbejdsløsheden voksede. Det samme gjorde kriminaliteten. Flere protestbevægelser dukkede op i delstaterne og i hovedstaden.

Og stadig flere mexicanere forsøgte illegalt at krydse grænsen til USA – omkring 2½ million om året. Men det lykkedes Zedillo at rette op på økonomien.

PRI kontrollerede ikke bare den politiske magt men også nyhedsdækningen. Imidlertid gav den ny teknik kritikere øget mod og muligheder.

Da ubevæbnede bønder i delstaten Guerrero blev skudt ned af politiet i 1996 blev en videooptagelse vist på en national tv-station.

Den lokale guvernør blev fjernet – muligvis kunne myrderierne vises, fordi Mexicos præsident selv ønskede guvernøren fjernet. Men medierne var blevet mere åbne, journalister frækkere. Der blev åbnet flere konkurrerende tv-selskaber.

Dér rapporteres om massakrer på fattige indianere. Da paramilitære styrker dræbte 45 indianere, medlemmer af en pacifistisk gruppe, i landsbyen Chenalhó i Chiapas måtte den lokale guvernør og indenrigsministeren træde tilbage.

PRI mister magten

De store udfordringer tvang PRI til at gennemføre ændringer i valgsystemet, og PRI mistede sit flertal i Deputerkammeret.

I Mexico består parlamentet af to kamre: Senatet har 128 medlemmer, som vælges for 6 år, og Deputerkammeret har 500 medlemmer, som vælges for 3 år.

I 11 af Mexicos 31 delstater blev ikke-PRI guvenører valgt – de nye var konservative hhv. venstreorienterede.

I 1999 indgik Mexico Citys borgmester Cuauhtémoc Cárdenas fra det venstreorienterede PRD, Den demokratiske revolutions Parti, og Vicente Fox fra det højreorienterede PAN, Det Nationale Aktionsparti, en historisk aftale: De ville bryde PRIs 70 årige monopol på magten og opstillede derfor en fælles præsidentkandidat.

I 2000 blev den konservative Vicente Fox, Coca Coladirektøren med det brede grin, valgt som ny præsident.

Han lovede at ville bekæmpe korruptionen, men på samme tid slap en mafialeder ud fra et højrisikofængsel – tilsyneladende hjulpet af politiet.

Han lovede også at hjælpe mexicanerne økonomisk, men samtidig planlagde han at privatisere PEMEX, det nationale olieselskab. PEMEX er Mexico, lød protesterne. Man kan da ikke privatisere Mexico!

Alliancen mellem højrefløj og venstrefløj smuldrede. I 2006 var der præsidentvalg og PANs kandidat Felipe Calderón Hinojosa blev valgt idet han fik 243.000 flere stemmer end PRDs kandidat Andrés Manuel López Obrador.

Stemmeprocenten var 60, og der blev raset over valgfusk og –pres.

Inden stemmerne var blevet fintalt erklærede Spaniens premierminister José Luis Rodríguez Zapatero at Calderon havde vundet.

Obrador nægtede dog at anerkende nederlaget og betegnede sig som Mexicos legitimt valgte præsident, og han lovede at stille med en alternativ regering.

Calderón til gengæld lovede at samarbejde bredt og fremlagde en langsigtet udviklingsplan for Mexico.

I 2 måneder fintalte en valgkommission stemmesedlerne og nåede frem til at der havde været uregelmæssigheder, men at Calderón havde vundet.

Ved valget til Deputerkammeret i 2009 genvandt PRI meget af sin gamle styrke. Præsident Calderón, som mistede parlamentarisk opbakning, opfordrede til øget samarbejde.

Det var PRI dog ikke interesseret i, for partiet håber at vinde næste præsidentvalg, som skal holdes i 2012.

Narko - og krigen mod den

I slutningen af det 20. århundrede overtog Mexico pladsen det vigtigste centrum for narkokarteller i Latinamerika; hidtil havde Columbia været det vigtigste. Narko blev transporteret til USA, hvor millioner var villige til at betale for stofferne, og fra USA blev der transporteret våben som narkokartellerne brugte i den stadig vildere kamp om markederne.

I 2001 erklærede præsidenten at han ville stoppe narkohandelen og den organiserede kriminalitet.

I 2003 rapporterede Amnesty International om bortførelser, voldtægter, lemlæstelser og mord på 370 kvinder fra Ciudad Juárez, en by med 3 millioner indbyggere tæt ved grænsen til USA.

Overgrebene havde fundet sted over en tiårig periode. I de følgende år steg antallet af mord. Tilsyneladende var de nøje knyttet til narkorelateret kriminalitet.

Narkokartellerne bekæmpede hinanden og i deres kamp mistede ludere og musikere også livet, fordi de havde været i kontakt med narkogangsterne: De havde hørt for meget.

Præsidenten satte stadig større styrker ind: I begyndelsen politifolk men senere også soldater. 45.000 soldater – hver fjerde mexicanske soldat – blev sat ind for at bekæmpe narkokartellerne.

Calderon erklærede at store dele af politikorpset var korrupt – med mellemrum blev ledende politifolk anholdt under razziaer hos narkogangstere.

Alt imens var dødstallet i krigen mod narkoen steget til 15.000. De døde var gangstere, betjente, soldater, musikere, ludere, journalister, politikere, embedsmænd og mennesker der nægtede at lade gangstere beskytte dem samt tilfældige der havde været et uheldigt sted.

Kartellernes salg af narko i 2009 til USA blev anslået til at udgøre 150-200 milliarder danske kroner, det var mere end PEMEX omsætning af råolie. N

arkogangstere annoncerede på store reklameplakater: Vi har bedre udstyr og betaler bedre. Ring til os!

Mange virksomhedsledere blev bortført og familier blev afpresset løsepenge.

Nogle tolkede det som en robinhood-strategi, for narkobosserne gav også smuler til de fattige.

I 2009 kostede krigen mod narkoen 7000 mennesker livet.

Krigen mod narkoen var skruen uden ende: Regeringens forbudspolitik byggede på marksprøjtning, beslaglæggelse og kriminalisering.

Det medførte øgede priser, større kamp om markeder og eskalerende vold.

Mexicos tidligere præsident Zedillo konstaterede i en rapport at Latinamerika stadig var verdens største eksportør af kokain og canabis, og desuden var ved at blive storforsyner af opium og heroin.

Narkomaner burde behandles som syge – ikke som kriminelle. Krigen mod narkoen var forfejlet. Politiseringen af kriminaliteten havde medført kriminaliseringen af politikken: undergravelsen af de latinamerikanske stater

I august 2009 afkriminaliserede Mexico besiddelse af et halvt gram kokain, 50 milligram heroin eller fem gram marihuana.

Man skulle hverken frygte fængsel, bøder eller afpresning fra politiet.

Comments

Annonce